Viden

Migræne med aura - symptomer og behandling

Migræne med aura er en type migræne, der involverer specifikke neurologiske symptomer, kendt som "aura", som typisk opstår før hovedpinefasen af migrænen.

A check mark

Medicinsk godkendt artikel

Migræne er en neurologisk lidelse, som viser sig ved kraftig og pulserende hovedpine, der ofte rammer den ene side af hovedet. Smerterne, symptomerne og triggerne på migræne kan være meget forskellige fra person til person. Migræne med aura er en type migræne, der involverer specifikke neurologiske symptomer, kendt som "aura", som typisk opstår før hovedpinefasen af migrænen. Auraen varer normalt i omkring 20 minutter til en time og kan omfatte forskellige sensoriske forstyrrelser. Migræne med aura opleves af mindst 10% af alle mennesker i løbet af livet1. Aura er ikke farligt.

Symptomer på migræne

  • Dunkende eller pulserende hovedpine, mellem fire timer og tre døgn.
  • Intensiteten af hovedpinen er moderat til svær og vil for mange påvirke ens daglige funktion og aktiviteter.
  • Det er også normalt, at ens symptomer bliver forværret ved fysisk aktivitet som at gå op ad en trappe.
  • Nogle oplever, at deres migræne begynder med aura - en række syns- og/eller føleforstyrrelser, der tjener som forvarsel om et kommende anfald. Disse kan omfatte flimrende lys, blinde pletter i ens synsfelt eller prikkende fornemmelser i arme eller ben.
  • Aura kan også forekomme uden hovedpine. Aura er ikke farligt.

Aura-symptomer

Symptomerne på migræne med aura er2.

  • Synsforstyrrelser: Flimrende lys, zigzag-linjer, blind plet eller sløring i synsfeltet.
  • Føleforstyrrelser: Prikkende fornemmelse eller følelsesløshed, ofte i ansigtet eller op ad den ene arm.
  • Talebesvær/sprogforstyrrelser: Problemer med tale eller forståelse af sprog.

Efter auraen følger ofte en hovedpine, men ikke altid. Hovedpinen kan vare fra flere timer til flere dage. Migræne med aura adskiller sig fra almindelig migræne, hvor hovedpinen opstår uden nogen forudgående aura.

Årsagerne til migræne med aura

Vi ved, at migræne med aura er arvelig2. De præcise årsager til migræneaura er ukendte. Dog indikerer forskning, at tilstanden muligvis skyldes en elektrisk bølge, der bevæger sig henover hjernebarken og resulterer i visuelle og sensoriske ændringer3.

Behandling af migræne med aura

Migræne med aura behandles som anden migræne. Aura er ikke noget, der kan "behandles" i traditionel forstand, da det ikke er en sygdom i sig selv. Aura er snarere en del af migræneprocessen og fungerer som en slags forvarsel for det kommende migræneanfald. Læs mere om både akut og forebyggende behandling af migræne her.

Læs om behandling af migræne hos Hemi Hovedpineklinik her.

Forskellen på migræne med aura og slagtilfælde

Migræne med aura og slagtilfælde (hjerneblødning eller blodprop i hjernen) er to forskellige tilstande, men nogle af deres symptomer kan ligne hinanden, for eksempel talebesvær og synsforstyrrelser. En vigtig forskel er, at migræne med aura har en gradvis start, der udvikler sig normalt gradvist over flere minutter og når sit højdepunkt inden for en time. Slagtilfælde har en pludselig start og udvikler sig hurtigt4. Andre symptomer på slagtilfælde er lammelse på den ene side af ansigtet og/eller arm og/eller ben på den ene side.

Det er vigtigt at understrege, at kun en sundhedsperson kan foretage en nøjagtig diagnose. Hvis du oplever symptomer, der bekymrer dig, skal du søge øjeblikkelig lægehjælp.

Kilder:

  1. Rigshospitalet, Migræne kan i sjældne tilfælde være tegn på hjerneskade (13. juli 2021),  https://www.rigshospitalet.dk/presse-og-nyt/nyheder/nyheder/Sider/2021/juli/migraene-kan-i-sjaeldne-tilfaelde-vaere-tegn-paa-.aspx 
  2. Sundhed.dk, Migræne med aura (25.01.2023), https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/hjerne-og-nerver/sygdomme/migraene/migraene-med-aura/ 
  3. Migraine Trust, Migraine with aura (ukent), https://migrainetrust.org/understand-migraine/types-of-migraine/migraine-with-aura/#page-section-1 
  4. Sundhed.dk, Apopleksi (slagtilfælde) -blodprop eller blødning i hjernen (27.11.2022) https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/hjerte-og-blodkar/sygdomme/apopleksi/apopleksi-blodprop-eller-bloedning-i-hjernen/

Skal vi hjælpe dig til en bedre hverdag med hovedpine og migræne?

Vi har gjort det nemt for dig at finde den rigtige hjælp til dine hovedpine og migrænesymptomer. For at hjælpe dig bedst muligt, har vi behov for, at du besvarer et par enkle spørgsmål om din situation.

Andre læser også