Viden

Behandling af medicinoverforbrugs-hovedpine (MOH)

A check mark

Medicinsk godkendt artikel

Hvad er medicinoverforbrugs-hovedpine

MOH er en forværring af din vanlige hovedpine, som skyldes, at du har taget medicin mod hovedpine eller for andre smerter for ofte gennem en periode på mindst 3 måneder. Alle typer af anfaldsmedicin mod smerter kan fremkalde MOH, også selvom det tages for en anden type smerte end hovedpine. Det er en tilstand der forekommer hos en stor del af de personer, der har hyppig hovedpine - der er derfor også stor erfaring med at tilstanden kan bedres med den rette behandling.

Der er risiko for at udvikle MOH hvis du i 3 måneder har taget følgende smertestillende:

  • Migrænemedicin i mere end 9 dage om måneden (triptaner)
  • Håndkøbsmedicin i mere end 14 dage om måneden (Pamol, Ipren m.fl.)
  • Morfin/blandingspræparater i mere end 9 dage om måneden (Dolol, Treo, Kodimagnyl m.fl.)
  • En blanding af ovennævnte typer medicin mere end 9 dage om måneden i alt

Hvad er symptomerne på medicinoverforbrugs-hovedpine

Du får hyppigere og stærkere hovedpine. Medicinen virker dårligere. Lider du af flere typer hovedpine, kan de være sværere at skelne fra hinanden.

Du kan have hovedpine, kvalme, føle dig utilpas og tung i hovedet, når du vågner om morgenen. Det aftager, når du har taget de første piller. Du kan også føle, at du kan overkomme eller overskue mindre end tidligere, og at din livskvalitet er forringet.

Hvad er behandlingen af medicinoverforbrugs-hovedpine

Behandlingen af MOH er medicinsanering, dvs. ingen smertestillende i to måneder, hverken for hovedpine eller for andre smertetilstande. Formålet med denne pause er at gøre din hovedpine modtagelig for behandling igen, ved at bryde den onde cirkel med tiltagende hovedpine og voksende medicinforbrug. Mange oplever et alment bedre velbefindende efter nogen tid.

Får du medicin for astma, hjertesygdom eller anden sygdom, skal du naturligvis fortsætte med at tage det. Lægen eller sygeplejersken vil tale med dig om, hvilken medicin du skal fortsætte med  og hvilken medicin du skal holde pause med i de to måneder.

Hvad kan du forvente

De første uger kan du opleve, at hovedpinen bliver værre. Du kan også få influenzasymptomer eller søvnproblemer. Ved ophør af morfinlignende medicin kan du få diarré, feber, hjertebanken, svedeture samt uro i krop og ben.

Hos nogle fortsætter hovedpinen uændret og hos ganske få vil hovedpinen forværres. Oftest aftager generne dog over nogle uger, og hovedpinen aftager i hyppighed og styrke. Nogle føler sig desuden mere friske, når de ikke tager medicin jævnligt.

Det kan være en god ide at forberede sig på medicinsaneringen:

  • Beslut dig for en dato, hvor du stopper med at tage hovedpinemedicin. Fjern evt. medicinen fra dit hjem
  • Fortæl familie og venner om, at du skal igennem en periode uden medicin, og hvad de kan/ikke kan forvente af dig, - måske kan de også støtte dig
  • Begræns forpligtelser og aftaler i perioden
  • Overvej sygemelding/delvis sygemelding - tal evt. med din arbejdsgiver om det

Smertelindring uden medicin

  • Prøv at gøre det, som i øvrigt plejer at hjælpe (ikke medicin), når du har hovedpine
  • Sørg for ro og hvile og hav tid til at pleje din hovedpine
  • Læg noget koldt eller varmt på hovedet. Det kan evt. lindre smerterne
  • Sørg for en sund levevis; rigelig væske, regelmæssige- og sunde måltider, rigelig søvn, frisk luft, motion og daglige udspændingsøvelser
  • Tænk på noget rart, som kan adsprede tankerne og fjerne dem fra hovedpine – gå f.eks. en tur og kig på verden omkring dig

Skal vi hjælpe dig til en bedre hverdag med hovedpine og migræne?

Vi har gjort det nemt for dig at finde den rigtige hjælp til dine hovedpine og migrænesymptomer. For at hjælpe dig bedst muligt, har vi behov for, at du besvarer et par enkle spørgsmål om din situation.

Andre læser også